Af Martin Pausgaard og Hjalte Knudsen

På en smuk og lun efterårsdag letter tågen over de hundredevis af fremmødte cykelglade ryttere. I dag er der helt atypisk vindstille i Nationalpark Mols Bjerge og solen varmer så kraftigt, at folk smider de løse ærmer.
Cykelløbet består af to omgange af 50 km i det naturskønne og kuperede terræn på Mols og ‘snotklatten’ Helgenæs.

Rytterne bliver sendt af sted i startgrupper af 100 ryttere, hvor ASC-rytterne Martin og Hjalte er i startgruppe 3 og Lasse i startgruppe 4.

Hjalte og Martin før start

Starten går fra Knebel, hvorfra rytterne begiver sig mod den famøse Agri-bakken som er 1.600 meter lang og indeholder 70 højdemeter med en maksimal stigningprocent på 10%.

Hjaltes løbsrapport:
På Agri-bakken sker den første udskillelse, og jeg får hægtet mig på tre brølstærke ryttere op ad bakken, som kører væk fra gruppen. Vi får overhalet mange fra de tidligere startgrupper men efter 15 km, bliver det for hårdt for mig, så jeg bliver sat af og er nu midt i feltet af startgruppe 2.
I gruppen er der fint samarbejde og moderat tempo op ad bakkerne. Efter ca. 40 km kørsel, bliver jeg og resten af gruppen overhalet bagfra (fra 4. startgruppe), som jeg følger med.

I den nye gruppe får vi hurtigt implementeret et solidt rulleskift, så alle tager sin del af slæbet. Anden gang vi møder Agri-bakken, bliver gruppen sprængt til atomer, og folk kommer dryssende op enkeltvis.

Hjalte op ad Agri-bakken

Efter Agribakken bærer gruppen præg af, at folk har mærkede ben, og derfor undgår man at tage for hårde føringer.
5 km fra mål angriber en rytter op ad den sidste stejle stigning, og jeg når op til ham inde toppen. Vi holder den bagvedliggende gruppe på afstand, og kører sammen i mål ca. 15 sek før gruppen.
Jeg ender med at blive nr. 21 overall og er særdeles tilfreds med resultatet!

Martins løbsrapport:
Helt usædvanligt kørte jeg et løb uden defekter og kom godt fra start!
Der er heftig udskillelse på Agri-bakken, og herefter danner vi en gruppe, der udvikler et godt samarbejde resten af løbet. Samarbejdet består i at hente en masse ryttere fra de forankørende startgrupper, og gruppen er efter første runde, efter endnu en udskillelse på Agri-bakken, på ca. 25 mand.

Herfra bliver der kørt taktisk på de lige strækninger og hårdt op ad bakkerne, men gruppen bliver ved med at være samlet hen mod den sidste bakke 5 km før mål. Her bliver der kørt fuldt ud fra alle mand, men stadig samling på toppen. Så handler det om spurten, og her kan man se, hvem der stadig har lidt i benene efter 100 bakkede km. Jeg klemmer mig akkurat ind på en 4. plads i gruppen og en samlet placering som nr. 49.


Et særdeles hårdt og velafviklet cykelløb, som skal gentages næste år!



Hjalte: nr. 21, tid: 2:40, 37,5 km/t i snit

Martin: nr. 49, tid: 2:46, 36,0 km/t i snit

Lasse: nr. 113, tid: 3:02, 33,0 km/t i snit