Vi er kommet godt igang med cykelsæsonen herhjemme og med weekendens Pinse Cup veloverstået er ASC to sejre rigere og kan se tilbage på tre dage med en masse væddeløb på hårde stigninger og vindblæste strækninger!

1. afdeling – Silkeborg

1. afdeling om lørdagen bød på ustadigt vejr på ruten omkring Laven samt skarpe sving og ikke mindst den legendariske Slangebakke med mål på toppen! ASC var repræsenteret med fire ryttere i D-feltet som forsøgte at holde sig fremme i feltet og på 2. omgang cyklede Niels med Hjalte på hjul først ind på slangebakken i Laven. Det blev dog aldrig til mere end et godt billede.
På 2. sidste omgange blev feltet splittet op ad Laven-Bakken, hvor Esben og Hjalte sammen med den tidligere ASC-rytter Lasse Ahmt lige akkurat ikke kunne følge med den forreste gruppe. Trods ømme ben lykkedes det i samarbejde at køre op til det decimerede felt med ca. 10 km til mål.
På opløbsbakken måtte ASC-rytterne se sig slået, og se sig til takke med sekundære placeringer.
Derimod kunne Johanna i Dame B hive en 4. plads med hjem fra 1. afdeling.

ASC’s placeringer:
Esben: 14
Hjalte: 17
Mikkel: 24
Niels: DNF
Johanna: 4

2. afdeling – Herning

2. afdeling af pinsecuppen var – for at sige det ligeud – et rigtigt stodderløb. Regn fra startboksen og 10 m/s med sidevind på dele af begge strækninger. Esben punkterede og udgik på 2. omgang på de kolde og våde midtjyske landeveje. Det er super ærgerligt, når benene føles gode!
Fra feltet kom der en enkelt mand afsted, men to mere kørte op til ham, så de var tre mand der skulle køre om sejren. Niels prøvede to gange at komme afsted alene, men blev lukket begge gange.
På sidste omgang kom Niels og to andre afsted lidt forskudt men endte med at køre ca. 20 km på mellemhånd. Med 10 km til mål kom der en mere op bagfra, og så 4 mand skulle spurte om 4. pladsen. Niels spurtede sig til en 2. plads i gruppen på trods af, at han skulle starte med at lukke et hul under spurten.
Hvis man skulle være i tvivl om om Niels kan træde, så taler hans watt-tal for sig selv. NP på 323 W igennem hele løbet. Avg power i udbrud: 323 W. Peak power i spurten 1278 W og 1072 W i 20 sekunder.

ASC’s placeringer:
Niels: 5
Esben: DNF
Johanna: DNF

3. afdeling – Randers

Fire ASC-ryttere stod klar 2. pinsedag til tredje og sidste afdeling af pinsecuppen, som bød på en kuperet rute krydret med skarpe sving og ikke mindst sidevind.
Johanna og resten af DB og DA blev sendt af sted som de første fra morgenstunden. Efter ca. 1,5 timers kørsel blev løbet neutraliseret grundet styrt i en anden startgruppe, hvorfor felterne på ruten blev midlertidigt stoppet, indtil der var taget hånd om sagen. Derefter skulle benene lige køres igang igen, for at kunne hamle op med rutens skarpe sving og stigninger. Efter suveræn kørsel tonser Johanna i mål som den første i DB og hiver samtidig en samlet 2. plads på podiet til sig!

I D-klassen fik de tre ASC ryttere sammen med ca. 10 mand et lille hul til feltet på første omgang, som desværre blev lukket igen. Resten af løbet var der kun enkelte sporadiske udbrud, der blev hentet af feltet igen.
På segmenterne med sidevind blev der trykket til forrest i feltet resulterende i at feltet blev splittet. Her gjaldt det om at ligge til forrest i feltet ellers måtte man selv lukke hullet som Esben og Hjalte så sig nødsaget til på 3. omgang, da de lå for langt tilbage i feltet. Derimod kunne man være helt sikker på at finde ASC’s tredje mand, Rasmus, helt fremme i feltet og tage sin del af slæbet – helt som vi kender ham fra vores interne crit races.
På sidste omgang er feltet samlet. Hjalte ligger pres på op ad bakken til Østrup med Rasmus på hjul, så der ikke kommer nogle angreb bagfra. Det ligner at afgørelsen skal ske i en spurt, men med ca. 1,5 km til mål rykker Rasmus af sted fra spids og skaber hurtigt et hul bag fra – også som vi kender ham..! Han holder feltet bag sig og vinder dermed løbet som ovenikøbet også er sin debut. De sekundære placeringer skal afgøres i spurten,  men rundt i opløbssvinget styrter 4 mand, hvor Hjalte desværre bliver fanget bag styret. Alligevel blev det til en 9. og 11. plads til hhv. Esben og Hjalte.

Til Watt-nørderne så cyklede Rasmus med imponerende 305 W i gennemsnit og en NP på 365 W!
Alt i alt, en pinse med masser af fedt væddeløb, hårdt vejr og fantastiske resultater over hele linjen!

ASC’s placeringer:
Rasmus: 1
Esben: 9
Hjalte: 11
Johanna: 1

Billeder venligst udlånt fra mbaek.dk
Skrevet af Johanna, Niels og Hjalte